Natursyn

Natursyn

Valg af biotop. Her skulle vi vælge et afgrænset naturområde, hvis udvikling vi skulle følge henover en længerevarende periode. Området kunne være af mere eller mindre vild karakter. Stedet skulle naturligvis være et sted, hvor der voksede planter og hvor der levede forskellige dyr, ellers ville det ikke give mening mht at arbejde med natur og udeliv. Men med nedenstående indlæg om natursyn, vil jeg tillade mig at provokere lidt.


På underviserbloggen fandt jeg en spændende video med Hans Fink, der fortæller om natursyn gennem tiden, men også vi som individers forskellige definitioner på natursyn. Denne video har sat mange tanker i gang hos mig, for hvilket natursyn har jeg selv? Uden at jeg tidligere har tænkt meget over det, har jeg nok defineret naturen på samme måde, som Hans Fink nævner, at det er det derude, og vores hjem og byer ikke er en del af naturen. Men hvis vi ikke er en del af naturen, hvad er vi så? På grund af denne lille video har mit natursyn ændret sig, eller jeg har ihvertfald udvidet mit perspektiv. Det kan være, at jeg med tiden vil vende tilbage til mit gamle natursyn, da det måske er en del af min fortælling (Crafoord, 2006, s. 19 ), men nu har jeg i det mindste fået en bevidsthed omkring det her og nu, som kan resultere i at jeg stopper op og reflekterer i fremtiden. Grunden til at jeg føler, at naturen ikke er en del af min hverdag, er måske at jeg ikke stopper op og ser mig omkring. Jeg føler måske, at afstanden mellem natur og vores hjem er blevet mere distanceret, da vi har begrænset med primitive forhold. Vi anvender mange produkter i vores hverdag, som er produceret af andre, at vi måske glemmer, hvor det kommer fra. Vi er ikke i tvivl om, at myren og myretuen er en del af naturen. Myren anvender jord og sandkorn til opbygning af dens hjem. Er det egentlig ikke bare det samme vi gør med vores hjem? Vi har vel alle naturprodukter i vores hjem, eks. borde lavet af træ,  bordplader lavet af granit/marmor, sandspartel til vores vægge og bomuldstæpper. Afhængigt hvem vi er som menneske, går nogle op i at udtrykke sig æstetisk i hjemmet, hvorimod andre tænker mere funktionelt.  Det samme gør sig også gældende med dyr. Det kan så diskuteres, hvorvidt plastik er et naturprodukt, men der anvendes råolie, cellulose, kul, naturgas og salt til fremstillingen, og mig bekendt er det naturprodukter. Vi kan ikke komme udenom, at vi har meget plastik i vores hjem, som ikke er godt for miljøet. Det er svært nedbrydeligt, og hvor meget kan det reelt nedbrydes? Munder det bare ud i mikroplast, som måske er skadeligt for os og mange dyr (mst.dk)?  Det vides ikke med sikkerhed endnu.
Igennem ca 6-8 mio år  (videnskab.dk)har vi udviklet os til dem vi er i dag igennem evolutionen, hvor vi oprindelig stammede fra afrikanske menneskeaber. Vores art må være den, der har udviklet sig mest eksplosivt, med tiden med en meget veludviklet hjerne. De svage blev selekteret fra, og de stærke overlevede. Men som Hans Fink nævner, er vi vel også en del af naturen? Vores byer, fabrikker og veje er også en del af naturen, men man kan sige, at det er mennesket, der dominerer og har bestemt hvor disse elementer skal placeres. Pga vores dominans gør vi ikke meget plads til planter og dyr, da vækst i samfundet prioriteres højt. Vi føler måske, at vi bliver uafhængige af, hvor rådyret har sit hjem og hvor myren har sin tue, og det er måske netop en farlig tankegang at have, at vi føler os overlegne. Hvis dyrenes hjem bliver forstyrret for meget, forsøger de at finde et andet sted. Det sker ikke ofte, at vi som mennesker skal fjerne os fra vores huse pga de invaderes af dyr, men det sker dagligt i dyreverden. Hvis vores hjem invaderes af myrer og mus, der trænger ind i vores boliger, fjernes de straks, men hvis vi er en del af naturen, har de vel også ret til at være der? (Helst ikke i mit hjem :-D) Hvem er det, der har defineret at vi er hævet over andre? Bare fordi at vi kan tale, giver det os dermed retten?

Kan mennesket defineres som en invasiv art?

Gyldendals ordbog (Denstoredanske.dk) definerer invasiv art som :

"plante- eller dyreart, der er introduceret til et biogeografisk område, hvor den ikke er hjemmehørende, og som her formår at formere og sprede sig så aggressivt og effektivt, at den ved sin invasion kan udgøre en trussel mod de oprindelige økosystemers biodiversitet."

Med denne definition er det eneste, der ikke passer til mennesket, at det er placeret på et biogeografisk område, hvor den ikke er hjemmehørende (dette diskuterer min bedre halvdel og jeg fortiden :-)). Men bortset fra det synes jeg, at begrebet invasiv art passer godt på mennesket, da vi udvikler os i eksplosiv hast og vi har meget begrænset med naturlige fjender. Med vores skarpsindige hjerner har vi fundet midler til at kurere mange af vores naturlige fjender eks. med vacciner og fremstilling af antibiotika. Oftest er disse midler videreudviklet af naturprodukter.

Tja, og hvad vil jeg så med dette skriv? Jeg synes, at vi som mennesker en gang imellem bør stoppe op, og reflektere over, hvad det er for et liv vi fører, og at vi faktisk er en del af naturen. Vi er ikke 2 adskilte verdener, selvom vi bilder os det ind. Det moderne menneskes livsstil har nok gjort denne distance større. Om vi vil det eller ej, er vi dybt afhængige af naturen, selvom vi ikke har en daglig bevidsthed om det, da mange af vores madvarer hentes i et supermarked, men hvor kommer disse varer fra?

Jeg startede med at indlede med, hvilke kriterier der var givet mht udvælgelse af vores biotoper. Men med Hans Finks refleksioner omkring menneskets forskellige syn på natur, kan en biotop vel være hvad som helst, HVIS vi vel og mærke har et natursyn der siger, at natur er alt på vores kære jord. 10 * 10 m asfalt er der vel næppe meget diversitet i set i et dyre og planteperspektiv?

Rigtig god torsdag. Lad mig høre jer andres syn på natursyn :-)




Litteraturliste


Crafoord, C (2006). Mennesket er en fortælling. I: Mennesket er en fortælling: Tanker om kunsten at samtale. (s. 19). Hans Reitzels forlag

Gyldendal-den store danske. Lokaliseret d. 27 juni på: http://denstoredanske.dk/Natur_og_miljø/Botanik/Almen_botanik/invasiv_art


Miljøstyrelsen. Lokaliseret d. 27 juni 2019 på: https://mst.dk/service/borgerindgang/plastik/

Lokaliseret d. 27 juni 2019 på : https://videnskab.dk/25-soforklaringer/menneskets-evolution


Wiegaard, L. (2016). Aktiviteter med krop og bevægelse. I: Gravesen, DT (red), Pædagogik i dagtilbud. (532-535)Hans Reitzels forlag.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Dyrehold, Mariehøner afslutning

Biotop B-4, skvalderkålspesto

Naturmuseumsopgave, Randers Regnskov. Sommerfugle og æstetik